Det er som der er, og det bliver som det bliver

Hvis du griber til regler overfor dine børn, er det usikkerheden der er forrest. Det er ofte fordi dit indre barn blander sig, og så går der ged i den. Barnet bliver i tvivl om mor eller far mener det de siger eller ej. De kan mærke at der er en uoverensstemmelse mellem det du siger, og det du viser. Når barnet mærker din usikkerhed, bliver de instinktivt ved med at plage om fx senere sengetider.

Det er først i det øjeblik du er sikker på det du mener og siger, der kan komme ro i lejeren. Når du står som en fast klippe, med din holdning om fx hvornår det er sengetid, opløses lysten til at teste om du virkelig mener det du siger. Hvis barnet kan mærke at det er autentisk det du siger, vil du skabe tryghed i relationen, og konflikterne vil automatisk aftage med tiden.

Er det ok?

Det er kun dig kan definere hvad du synes er ok. Det kan sagtens være at andre synes noget andet, men så må man tage den derfra. Der er mange måder at være menneske på, og lige så mange måder at opdrage sine børn på, men kun i kender den helt rigtige for jeres familie.

Det er en gave at have en mor og en far der er forskellige. Hvis de altså er enige om at være forskellige, og det ikke skaber konflikter. Det viser børnene at man sagtens kan være sammen, til trods for forskelligheden. Hvis det i mors og fars forhold er vigtigt at få ret, så kan man ikke høre argumentere, og bliver optaget af at vinde i stedet for. Det kræver rigtig meget styrke i parforholdet, at være uenige uden at se det som et problem.

Hver gang vi prøver at undgå noget, får vi mere af det. Så hvis du prøver at lave aftaler med dine børn om fx sengetider, for at undgå konflikterne, vil i automatisk få flere konflikter. Så hvordan kunne du godt tænke dig det skal være?

Gør det til en proces, så det ikke bliver personligt

Hvis i har fastlåste konflikter, så tag ansvar. Bare det at børnene oplever der bliver taget ansvar, gør at der er noget der slipper. Det er en god idé at hele familien får talt om det der sker, i en rolig og nærværende tone. Gør det når vandene er rolige, og der er overskud i familien. Mor og far starter med at fortælle hvorfor i har kaldt til ”familiemøde”. Sig lidt om situation og hvad i føler det gør ved familien. Dernæst spørger i børnene: ”Vi kunne rigtig godt tænke os at høre, hvordan i kan tænke jer, at vores aftener og sengetider skal foregå”.

Sørg for at have papir og blyant klar, til at skrive alt ned de siger. Når i går det, vil børnene føle at det virkelig er vigtigt det de siger. De vil føle at de bliver lyttet til. Og ligegyldigt hvor skørt det ende er det de siger – så lytter i – uden at kommentere.

Når børnene er færdige med at tale, og i har noteret alt ned, så sig: ”Det kigger vi på og vender tilbage”. Jeg er sikker på i kan bruge nogle af de ting børnene kommer med. Når i så tager en beslutning om hvordan tingene skal være fremover hjemme hos jer, så prøv det af. Men gør det uden at låse jer fast på, at det er den endegyldige beslutning.

Følg op

Giv det en eller to ugers prøvetid, og se hvordan det går. Kald efterfølgende til endnu et ”familiemøde” hvis i føler det er nødvendigt. Spørg børnene hvordan de synes det er gået, og hør deres menig. Så kan man justere på beslutningen, og tage endnu en prøve periode, hvis der er brug for det. Det gør at børnene føler sig inddraget, og deri gennem får de en større motivation for at samarbejde, fordi de er blevet hørt.

Når man er i et fællesskab hvor man oplever sig lyttet til, taget alvorlig og hørt, bliver det mindre vigtigt at få ret. På den måde opløser man kampen og konflikterne.

Det er som der er, og det bliver som det bliver!